Projekt: Grænser og medborgerskab

I skrivende stund er det sidste dag i modul 6. Tankerne kredser meget om modul 7 og specialiseringen, der starter på mandag, men mon ikke jeg alligevel kan få skrevet noget ornuftigt om det, jeg har lært om dette modul. For jeg har i hvert fald lært meget! Meget mere i løbet af dette projekt end i de to foregående, og det tror jeg hænger mest af alt sammen med at jeg i de andre projektforløb vidste hvor jeg ville hen fra starten af projektet. Jeg kunne nærmest ha skrevet konklusionen først, for mit arbejde med projektet handlede i virkeligheden mest om at finde teori, der støttede op om mine holdninger (og noget teori, der sagde noget andet, for man skal jo have balance i sin opgave!;-) 

Denne gang var det dog meget anderledes. Jeg havde læst en del artikler og bøger af Jesper Juul og Erik Sigsgaard, der begge taler meget imod at sætte grænser for børn. Jeg var enig i alt det, Sigsgaard siger om skæld ud (norsk: kjefting) men jeg kunne simpelt hen ikke følge ham helt til bords. Der var nogle udtalelser, jeg slet ikke kunne forstå, at han kunne få sig til at sige. Det var det samme med Juuls nye bog, Aggression. Så mange spændende tanker, men så ind i mellem noget, jeg slet ike kunne få til at hænge sammen. Det har ført til en langt mere spændende og lærerig, men også lidt frustrerende process. Nu når jeg har læst mere om den filosofi og det barnesyn, som Juul og Sigsgaards udtalelser springer ud fra, og ikke mindst hvordan ordet "grænser" for dem udelukkende associeres med noget negativt, og så giver det hele meget mere mening. Jeg har fundet ud af, at jeg tror på, at der findes noget, der hedder "positiv grænsesætning", der vil give positive resultater, og jeg ved hvorfor.

Det vil have ret stor betydning for mig som pædagog, tror jeg. Jeg vil helt sikkert være meget mere kritisk til hvad det er for nogle grænser, der bliver stillet op for børnene eller borgerne i en institution. Er de der for pædagogen eller borgerens skyld? Har borgeren haft noget at sige, da de blev lavet? Hvad er de naturlige konsekvenser, hvis grænsen bliver brudt? Giver det mening for borgeren? Samtidig vil jeg have fagligt fundamenteret god samvittighed i forhold til de grænser, der bliver "godkendt". 

Jeg har tilfældigvis kikket på den post, jeg skrev i starten af modulet (20. august), hvor jeg præsenterede resultatet af det første gruppearbejdet på modulet. Der skulle vi hver især precentere en praksisfortælling der indeholdt et eller flere etiske dilemmaer. vi fandt, at fællesnævneren for vores historier var konfligthåndtering, og at der var visse kompetencer, der var væsetlige i den forbindelse. (Dette gruppearbejdet blev senere udgangspunktet for vores projekt, som har skiftet rætnig nogle gange undervejs.) Listen så sådan ud: Konfligthåndtering, refleksivitet, anerkendelse, grænsesætning, kommunikation, autoritet. Det var lidt morsomt at se at vi har snakket meget om alle disse ting i gruppen, og at det helt sikkert er ting, jeg vil se, at jeg har vokset i, når jeg kommer ud i næste praktik. 

Det var også spændende at se hvordan vi fik dækket alle modulets læringsmål gennem opgaven og fremførelsen. Da vi først kikkede på dem, tænkte vi nok, at det ville blive svært at nå dem alle sammen. Vi glemte dem lidt i noget tid, men da vi så tog dem frem igen, opdagede vi lige pludseligt at vi havde alle sammen med, på nær ét, men det var nemt at få med i fremførelsen. Så man kan vel godt konkludere med, at vores opgave må være relevant i forhold til hvad vi skulle lære på modulet.

Jeg har også læret rigtig meget om gruppearbejde, og om mig selv i forhold til gruppearbejde. Vi startede ud med en plan om at vi hver især skulle være leder for gruppen i en uge, og jeg skulle starte. Det gik jo ret godt. Jeg er en god leder, især for en lille gruppe, og jeg ligger hele tiden et skrit foran i fohold til hvordan vi kan løse opgaven foran os, samtidig med at jeg prøver at sørge for at alle er med på det, vi laver. Så kom vi til mandagen efter, og jeg sagde til Cecilie at nu var det hendes uge. Det var hun ikke klar over, og hun hadde følgelig ikke nogen tanker om, hvordan vi skulle gribe dagen an. (Det er dog ikke så mærkeligt, at hun ikke vidste det, for jeg opdagede senere, at det skulle ha været Michelles uge :-) Men jeg havde jo haft opgaven kørende i baghovedet hele weekenden, og havde flere idéer til næste skridt, så dem delte jeg jo. Og så blev det jo sådan at vi lige så stille gled ind i et mønster, der jeg i praksis var fungerende leder. Det kan jeg jo godt lide at være, men det kan godt blive ubehageligt når det ikke er aftalet, da jeg hurtigt bliver bange for at være for dominerende. Så det var godt at få snakket om det både undervejs og til den sidste evaluering. 

Jeg tror måske at jeg til næste gruppearbejde vil starte ud med noget så udansk som at sige: "Jeg er en god leder. Må jeg være leder for denne gruppe?" (Måske med nogle lidt mere jantelovsagtige ord, men med dét budskab.. Ti hi!) Men dét kommer jo selvfølgelig an på dynamikken i den gruppe... Jeg har slet ikke noget imod ikke at være leder, heller, men det skal heldst være én, der er tryg på sig selv og på rollen, for jeg stiller mange spørgsmål og kommer med mange forslag, og har oplevet lidt for mange gange, at en usikker leder opfatter det som kritik. Jeg er dog efterhånden heldigvis blevet ret meget bedre til at gøre det på en måde, så det ikke lyder så kritisk, så jeg tror, jeg bliver både en bedre leder og en bedre "efterfølger" med årene.

Projektfremførelse!

Så har vi haft fremførelse! For min del var det en rigtig god oplevelse. Jeg synes, at jeg fik afleveret det, jeg skulle på en god måde og svaret godt på spørgsmålene, og så var det så dejligt at se, at de i min gruppe, der havde været frygtelig nervøse, klarede det super godt! Line kom med et godt råd i forhold til eksamen: Se på det som at du er værtskab. Det tog vi ud til yderste konsekvens, og serverede kager! :-)

Det var også rigtig sjovt at vise vores video frem! 7 timers hårdt, men sjovt og givende arbejde... Super godt at bruge det æstetiske på denne måde, da det tvinger en til at tænke lidt anderledes om noget teori, og man kan dermed forstå det bedre.

Kulturmøde med FIF-klassen!

I dag har vores klasse mødtes med Forberedelsesklasse for Invandrere og Flygtninge (FIF-klassen). Det har været en sjov og berigende dag. Det er spændende at få rusket op i min skandinaviske tilgang til pædagogiken! Tænker at det nok både må være berigende, men også udfordrende at have studiekammerater og kolleger med for eksempel flygtningebaggrund. Ens livsverden er jo så forskellig, at man næsten aldrig kan være sikker på at man virkelig taler om helt det samme, selv om man bruger det samme ord. Samtidig giver det nye øjne både på kultur og pædagogiske handlemåder, og man bliver jo klogere på sig selv når man møder mennesker fra en anden kultur.  Her på bildet er jeg sammen med Zehra fra Montenegro, Reza fra Iran og Anna fra Rusland. Vi lavede blandt andet et grupearbejde sammen, hvor vi skulle finne på tiltag, der kunne føre til øget inklusion af FIF'erne i skolens miljø. Jeg synes at specielt den ene af vores idéer var rigtig god: At når de kommer over i normale klasser, så kan en dansker fra klassen melde sig frivillig (eller aller heldst blive ansat) til at være "hjælper" for den pågældende. På den måde har FIF'eren altid én at spørge, uden at føle sig påtrængende eller krævende. Hjelperen vil til gengæld lære rigtig meget af at skulle forklare underisning og læsestof, så det ville være en win win-situation.

Støvtørring...

Tørrer lige støvet af bloggen igen... Vi er jo nu startet på den Ny Pædagoguddannelse, og så skal vi også lave en (eller faktisk to) e-portefolio.. Det bliver måske her på bloggen, eller måske et andet sted, det må tiden vise.

I dag havde vi gruppearbejde, eller erfaringsværksted, og vores fantastiske fremstilling ser sådan ud:

De forskællige etiske dilemmaer er trukket ud fra vores praksisfortellinger, og det, som vi fandt som fælles tema i vores historier, var konflikthåndtering og grænsesætning. Det under skyen er de kompetencer, som vi enten var i besiddelse af, og dermed løste konflikten godt, eller manglede, og dermed ikke fik en specielt god løsning. 

Jeg har jo længe tænkt på, at jeg gerne vil lære at blive bedre til konfliktløsning/-håndtering. Måske vil det være et spændende emne for det forestående projekt?

Om personlig og faglig reflektion

Nu er det en uge siden jeg sidst skrev på bloggen. Jeg kan godt argumentere for at det er på grund af at vi har haft mange lektier, så tiden har været knap, og at vi nu har haft mange uger i træk stort set uden læsedage, så hver gang en time er færdig, lukker man bogen, og kaster sig over den næste, så man kan forberede sig til næste time. Det er også fakta at det er sådan, men jeg har fundet ud, at hovedgrunden er en anden. Jeg ser på bloggen som et uformelt forum, hvor man bare kan øse ud af sine meninger, erfaringer og viden, og et sted hvor man skriver i lige så stor grad for sin egen del og for læsernes del. Jeg har skrevet blog tidligere, og nydt at kunne reflektere skriftligt over det ene og det andet af egen fri vilje, men alligevel med en eller anden form for publikum. Det var også det, jeg med stor iver startede ud med på denne blog, og jeg nød det. Men så kom pludselig den ene lærer efter den anden med ting og sager, som de sagde, vi skulle lægge ud/svare på på bloggen. Og flere af dem begyndte at snakke om kildehenvisninger og mest mulig faglighed. Der var det, at luften gik ud af ballonen for mig....

Når jeg tænker personlig refleksion, så handler det nettop om at sætte mine egne ord på det, som jeg lærer. Og at fundere over, hvad det har at sige for mig som person, og som pædagog. Jeg er ikke interesseret i, at flashe alle de fancy ord jeg har lært, og "vise min faglighed" på den måde. Jeg er generelt meget optaget af, at kommunikere på en måde, så alle kan forstå det. Noget af det, der har frustreret mig mest ved at bo i Danmark, er kancellisproget i offentlige breve (eller skrivelser, som der plejer at stå). Som ekseplet fra en artikel jeg lige læste, hvor der i et brev fra kommunen stod: »Opmærksomheden skal henledes på, at afløbsarbejdet kan udføres uden forud indhentet særskilt tilladelse«, når de egentlig lige så godt kunne have skrevet: »Du behøver ikke at søge om tilladelse til at etablere et afløb«. Vores børn går på den skole i Aalborg kommune der har størst andel af tosprogede børn. Så er det ganske sandsynligt, at mange af disse børns forældre, selv om de måske taler dansk, ikke har de sprogkundskaber, der skal til, for at tyde sådan nogle formuleringer. Alligevel får vi breve fra skolen, hvor jeg og min mand, som har syv års akademisk uddannelse, må diskutere brevets sprog i flere minutter, og selv ikke da er vi helt sikre på, om vi har forstået indholdet rigtig. Hvordan i al verden forventer man så, at forældrene skal kunne egnagere sig i skolen? 

Jeg håber at jeg, også når jeg er færdiguddannet, vil være i stand til at kommunikere på en måde, så alle kan hænge med. Jeg bliver en repræsentant for det offentlige for mange mennesker, og en del af dem vil være i udsatte positioner. Hvis jeg kan møde dem sådan, at de oplever, at det offentlige arbejder for dem, og ikke sidder på sin høje hest og snakker over hovedet på dem, så vil jeg føle, at jeg har lykkedes i en stor og vigtig del af min opgave som pædagog. (Og -hov!- det er da vist et af de faglige kompetencemål i DKK... Nærmere bestemt CFK-D: .."kommunikere .... forståeligt med brugere, pårørende, fagpersoner, myndigheder m.v.")

Jeg synes, bloggen kan være et super godt redskab til at jeg kan vokse som menneske, og dermed blive en bedre pædagog. Men det forudsetter (i hvert fald for min del), at den skal have lov til at være min, og at jeg kan forme den som jeg vil. Jeg vil bruge etiketterne aktivt, så jeg senere kan se, hvad det er for nogle emner og problemstillinger, det har optaget mig. Og så skal jeg nok kunne finde frem til teorier, modeller o.s.v. i mine notater, når en projektopgave eller andet skulle kræve det!

Opgaver til Kommunikationskultur, kapittel 4

4:1 At identificere spil

Hvilke spil genkender du fra hverdagen på arbejdet eller privatlivet?
Fortæl om et af dem, og giv det et navn.

Biblioteksspillet

Var på biblioteket for at stille et par spørgsmål, og nu jeg var der, tænkte jeg, at jeg også kunne spørge, om hun vidste, om det oplæg om informationssøgning i biblioteket som vi skal have på torsdag, er obligatorisk. (Jeg har længe tænkt på at spørge en af mine studievejledere, om der er en måde, man kan se på de enkelte fællestimer om de er obligatoriske, men har glemt det i hver eneste time.) Måden bibliotekaren svarede på, gjorde at jeg følte mig som et lille barn.

Bibliotekaren: Det står i jeres skema.
Mig: Men er det obligatorisk?
B: Det er skemalagt! Vi forventer, at det, der står i jeres skema, det følger I!
(Jeg prøver at finde ord for at beskrive hvordan det virker som om, at nogle af de fællestimer, der står i vores skema, i høj grad er frivillige, for eksempel oplæg om udlands-praktik, men min hjerne er nu ved at operere på 5-årsniveau)
M: Jo, men i nogle af de timer skal vi signere i det der skema, og i nogle skal vi ikke. Ved du hvordan det er på torsdag?
B: Ja, altså, det ved jeg ikke lige, men det er forventet, at I følger alt det, der er I jeres skema. Det er jo til jeres eget bedste!
Jeg mumler tak og går...

Hvem deltager, hvem starter? 
Bibliotekaren og mig. Jeg indleder samtalen, men fra min synsvinkel er det hende, der først indtager magtpositionen, som i sin tur får mig til at føle mig som et barn. Men det kan jo godt være, at hun oplever det som at det er mig, der starter med at tale som en rebelsk og umoden teenager...?

Hvilken rolle har du?
Barn

Hvorfor? 
Der bliver, efter min opfattelse af/i situationen, rejst/vist tvivl om mine hensigter og min ansvarlighed.

Hvem får gevinst?
I realiteten ingen af os, da vi nok begge to går utilfredse fra samtalen. Men hun har måske indtaget sin rolle for at sætte mig på plads? Det er også hende, der skal stå for oplægget på torsdag, så det har muligvis også spillet ind på, hvordan hun reagerede på, at jeg virkede så interesseret i at "pjække".

Kan spillet brydes?
Nu var dette jo et engangstilfælde, men jeg genkender jo min egen reaktion fra lignende episoder. Spørgsmålet er jo, om jeg kan lave om på mig selv, så det ikke sker igen...

Hvordan?
Jeg kunne måske have stoppet lidt op og vejet mine ord lidt mere, så hun havde forstået, at jeg var interesseret i at forstå systemet med fællestimer, mere end i at udeblive fra 'hendes' time.

4:2 Pædagogen som kulturbærer/2

Iagttag og fortæl om forskællige repræsentanter for den pædagogiske profession. Kan man se,at de er pædagoger?
Hvordan viser de, at de er professionelle?

Rent fysisk har det nok været nemmere at forklare, hvordan en pædagog ser ud for nogle tiår tilbage. Det er jo ikke på nogen måde sådan, at man kan snakke "lilla tøj og fodformsko" i dag. På samme måde tror jeg, at den senmoderne kulturs fokus på identitet gør, at der bliver lige så stor forskel på pædagogerne inde i børnehaven som på mennesker ude i samfundet. Man er måske mere bevidst om, at man bruger hele sig i det pædagogiske arbejde, og også om, at man skal være sig selv, autentisk, i mødet med andre. Dermed mister udtrykket "en typisk pædagog" mening. Samtidig skulle der jo gerne være en del træk, der gik igen, som for eksempel et godt selvbillede (fordi man arbejder meget med sig selv i løbet af uddannelsen), og en inkluderende og anerkendende måde at behandle andre mennesker. I løbet af de sidste to år har jeg arbejdet sammen med ca 100 pædagoger og pædagogmedhjælpere. Desværre har jeg mange gange blevet forundret når det har gået op for mig hvem af de ansatte i en institution der er henholdsvis pædagoger og -medhjælpere.

Kan man se, høre eller mærke, at du selv er pædagog? Hvordan?
Hvad betyder det for dit møde med andre indenfor og udenfor arbejdets rammer?
Nu er jeg jo langt fra færdig uddannet, men jeg har tit fået høre, for eksempel når jeg har været vikar som pædagogmedhjælper, at folk har troet, at jeg var uddannet pædagog. Jeg har desværre ikke kommet i tanke om at spørge dem hvorfor, men et par gange er der da nogen, der har givet eksempler på, hvad de mener. For eksempel sagde en pædagog i min datters børnehave, at det var på grund af måden, jeg behandler mine egne børn på, og på grund af måden, jeg organiserede og udførte diverse opgaver i forbindelse med mit engagement i forældrebestyrelsen. En gang jeg havde været til jobsamtale, fik jeg refereret, hvordan de, der havde været til stede, bagefter havde snakket om, at jeg oplevedes som en, der var uddannet, fordi jeg tydelig viste, at jeg havde forstand på begreber og metoder indenfor det pædagogiske fagområde.

Jeg håber, at jeg vil kunne formå at afpasse mit ordvalg i forhold til modtageren, så jeg ikke taler over hovedet på nogen, men samtidig kan tage del i den faglige diskurs med kolleger. Jeg vil også bestræbe mig på, at møde andre mad en ydmyg holdning, så jeg ikke kommer til at fremstå med en "jeg ved bedst, for jeg er pædagog"-holdning overfor andre mennesker.

Opgaver til Kommunikationskultur, kapitel 3

3:1 Trange og rummelige mønstre

Find et eksempel på, hvornår du selv er havnet i et trangt  kommunikationsmønster og fortæl om det:

I gruppearbejde hvor min med-studerende og jeg egentlig var enig om svaret på et spørgsmål, men uenige om hvordan, man skulle udtrykke det skriftligt. Der gik noget tid inden vi opdagede, at vi ikke var uenige om indholdet.

Reflekter over, hvad der i situationen bidrog til dette mønster:

Vi var nok begge mere optaget af hvad vi selv sagde, end hvad den andre sagde.

Kender du til eksempler på, at det ikke har været muligt eller hensigtsmæssigt at vælge et rummeligt mønster? Fortæl om det:

Når mit barn er ved at løbe ud på vejen foran en bil... 

Hvorfor er det ikke muligt?

Der er ikke tid til at stoppe op og se den andres perspektiv, han skal bare adlyde her og nu!

Kan du omskrive dit eksempel på et trangt kommunikationsmønster, så der i stedet bliver tale om et rummeligt mønster, f.eks. ved at inddrage den andens perspektiv?

Hvis vi begge havde lyttet bedre efter, hvad den anden sagde, så ville vi meget hurtig have opfanget, at vi var enige om indholdet, det var bare formen, der skulle omskrives lidt. Ved nærmere eftertanke var det måske kun nødvendigt, at den ene fangede det, og så evnede at kommunikere det til den anden, hvilket sådan set også var det, der til sidst skete.

Hvilken betydning kunne denne kommunikation have for dig og for din kommunikationspartner?

Vi kunne have brugt mindre tid på spørgsmålet. 
Der blev en lille smule dårlig stemning i gruppen, det kunne have været undgået, hvis vi havde evnet at rumme hinanden bedre fra start af.